Carlsen’s kvarter: Ordenes magt

Efter en uge, hvor det i den grad var ting uden for banen, tilskuere og tilråb, der stjal fokus, må det være tilladt at trække vejret nogenlunde lettet. Vi kom igennem weekenden, som også omfattede det i den henseende frygtede opgør mellem Brøndby og FC København uden de store problemer, og gudskelov for det. Selvfølgelig kan ting være så store og grimme, at de ikke kan ignoreres, men jeg følte mig som landet i lidt af en mediespiral. Fair nok – er der en historie, skal den selvfølgelig skrives. Men det var rart at se, at alle holdt hovederne koldt. Dommerne har noget af en uriaspost, for deres primære opgave er jo at dømme kampen, og der er ikke lige brug for, at der kommer noget andet ind og tager fokus fra det. Omvendt er det  et biprodukt af dommerens beføjelser, at han i givet fald kan afbryde en kamp. Alle stod for presset, både uden for og inde på banen, og det har været rigtig glædeligt at se den éntydige opbakning, der har været til budskabet – vi gider bare ikke det dér i dansk fodbold. Man kan aldrig gardere sig mod nogle få typer, der gerne vil have deres 15 minutters berømmelse ved at træde over stregen, men det er jo de vilkår, som alt i samfundet opererer under. Dommeren skal selvfølgelig være opmærksom – i det omfang det er muligt at fange signalerne – men det må aldrig være ham, der skaber eller forøger problemerne. Derfor taler UEFAs tre punkt-cirkulære, som nu også blev en dansk rettesnor, også om virkelig alvorlige hændelser, som ikke kan overses eller overhøres. Skulle nogen have studset over, at cirkulæret kun taler om racisme, skyldes det, at racisme i denne sammenhæng er enhver form for diskrimination (race, køn, religion, seksualitet, you name it), så i virkeligheden ville diskrimination være et meget bedre ord.

Men det knytter egentlig meget godt an til, hvad man egentlig kan tillade sig at sige inde på banen. Det er ét af de emner, som åbenbart bare ikke vil dø. Én dag med god tid burde jeg egentlig sætte mig ned og lave en statistik over, hvilke emner og regler, der gennem tiderne har været berørt flest gange her på pladsen. Mange læserhenvendelser kredser også omkring de samme håndfulde emner, ofte udløst af en konkret hændelse. Jeg har i et stykke tid haft en læserhenvendelse liggende, der drejer sig om omgangstonen på banen – og i forrige uge løb Diego Costa fra Atletico Madrid så ind i en tårnhøj karantæne for nogle bemærkninger til dommeren i kampen mod Barcelona. Til overflod greb han også fat i dommerens arm, angiveligt for at forhindre ham i at vise kort til de medspillere, der kom løbende til for at protestere – og så er det vist svært at forestille sig noget, der kan være mere dumt. Det har i hvert fald ikke formindsket karantænen (og kortene faldt alligevel). Der er lidt divergerende opfattelser af, hvad Costa egentlig fik sagt, men der er nogenlunde konsensus om, at det handlede om kropsfunktioner, som udføres med den nederste del af kroppen, dommerens mor samt en reference til kvindens ældste erhverv. Så kan den eksakte ordlyd egentlig være underordnet.

Faktisk tror jeg ikke – men det kan kun blive en fornemmelse – at den generelle omgangstone mellem dommere og spillere er blevet voldsomt forrået de seneste år. Der har altid været spillere, der havde ordet i deres magt, og hvor tungens funktioner var hurtigere end hjernens. Omvendt har der også til alle tider været dommere, der foretrak at levere nogle bemærkninger retur i stedet for at begynde at svinge med kortene, og ofte til spillernes fulde billigelse. Kontant afregning kan være en fordel – og der er nok en god grund til, at FIFA ikke vil have mikrofoner på dommeren, så gud og hvermand kan høre alt, hvad der foregår mellem dommer og spillere. Fodbold er ikke for sarte sjæle, og der er uden tvivl ord imellem, som ikke hører til dem, der står allerforrest i ordbogen. Men selvfølgelig skal vi i princippet tale nogenlunde civiliseret til hinanden, og selvfølgelig er der grænser, der bare ikke kan overtrædes.

Når dommeren skal vurdere, hvilken farve kort han i givet fald skal have fat i, har han to muligheder efter fodboldloven. ‘Ved ord eller handling protesterer’ koster en advarsel – og ‘fornærmende, upassende eller hånende sprog eller tegn’ indbringer en udvisning. Hvornår man glider fra den ene kategori over i den anden, er der ikke udarbejdet nogen autoriseret positivliste for. Så ville man som spiller selvfølgelig bare vælge noget, der ikke var på den røde liste – men jeg tror nok, at de fleste kan fange den generelle idé. Enkelte ting er der dog lovgivet specifikt for, f.eks. den berømte finger. Den koster rødt, for kropssprog er også sprog (og her oven i købet også tegn). 

Men det er altså den enkelte dommer, der vurderer, hvornår vi skifter farve. Dommere er også mennesker, og det kan sagtens tænkes, at tolerancetærskelen nogle dage er højere end andre. Hvis dommeren har haft et megaskænderi med livsledsageren derhjemme som det sidste, inden han tog sin taske og kørte til kamp, er lunten måske kortere end normalt – og det samme gælder selvfølgelig også for spillere.

Man behøver ikke være nogen Einstein for at se, at hvis dommerne holdt snuden direkte i lovbogen, tog formuleringerne bogstaveligt og advarede enhver spiller, som ved ord eller handling protesterede, ville vi allerede efter 1. halvleg være nede på et overskueligt antal spillere. Sikkert også derfor, at en kvik bemærkning i stedet for et automatisk kort er til alles bedste. Dommeren skal jo også som i alle andre forhold på banen undlade at straffe de bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. I den virkelige verden vil dommere som regel acceptere den spontane reaktion (‘hurtigt op, hurtigt ned’), for fodbold er jo følelser, som det ofte siges (i øvrigt én af de mest misbrugte og skamredne ytringer i gamet nu til dags – den bliver anvendt som undskyldning for stort set alt). Men hvis spilleren gestikulerer længe, så det er synligt for hele stadion, brøler sin harme ud med et stort antal decibel, hvis han kommer løbende langvejs fra for at kunne affyre sin bredside, eller hvis han ved halvlegens afslutning stadig kan brokke sig over det frispark, som han ikke fik i det femte minut, skal han ikke forvente nogen barmhjertighed. Der er også den variant, som synes at være i fremmarch – at man starter med at brokke sig til dommeren, og hvis det så ikke hjælper, fortsætter man ud til linjedommer eller fjerdedommer. Her kan de fleste nok blive enige om, at vi har passeret grænsen for det spontane, og at spilleren ligesom har haft chancen for at lade den anden hjernehalvdel tage over.

Jeg tror, at de fleste dommere har det, som jeg selv havde det – det er tilladt at være uenig, hvis det kan gøres med nogenlunde normal stemmestyrke og med et minimum af saglighed, men i det øjeblik kommentarerne bevæger sig væk fra selve kendelsen og i stedet bliver til et personligt angreb med dertil hørende skældsord, så er der ingen vej tilbage. Og mon ikke vi allesammen kan være enige om, at Costas udfald hørte til i den personlige afdeling. 

Der bliver også lige plads til at vende en enkelt aktuel situation mere, nemlig Nicolai Jørgensens udvisning i weekenden for at sparke til en Heracles-spiller i frustration. I det, som nogle måske vil kalde de gode gamle dage (det vil sige indtil for et par år siden), var et spark et spark og dermed udvisning, uanset kraften i sparket. Nu er det blevet lidt mere raffineret – hvis vi mere er ovre i afdelingen for tjat (det udtryk har vi faktisk sneget med ind i den danske lovbog: ikke en stringent juridisk term, men folk ved, hvad det er), kan man nøjes med en advarsel. Men kraften er ikke det eneste element, der indgår – tidsforløbet gør også. Kommer reaktionen direkte efter en duel eller måske endda som en del af den, eller er der gået så lang tid, at det ikke længere handler om bolden, men vi taler om en hævnakt ?      

Jørgensens spark hører på ingen måde til de hårdeste af slagsen, og det kunne godt med lidt god vilje anbringes i tjat-afdelingen. Men problemet er, at det sker flere sekunder efter duellen, bolden er langt væk, og til overflod løber Jørgensen efter spilleren og ind i ham, før han sparker. Så der er ikke meget spontan reaktion her, men en hævnakt, hvor der har været tid til at tænke sig om. Så uanset den manglende kraft i sparket er den udvisning ikke til at komme udenom.         

Der har været lidt fremrykket tidsskema denne gang på grund af påskens helligdage, så ugens europæiske kampe nåede ikke at komme med, før deadline-djævelen lagde sin klo på min skulder. Det må vente en postgang – til gengæld kan jeg nå at ønske læserne en rigtig god påske. Har man ikke andet på programmet, er der masser af fodbold…