Man kan mene om VAR, hvad man vil, men det har i hvert fald ikke gjort tingene kedeligere. Lige i øjeblikket knokler vi på højtryk herhjemme for at få uddannelsesforløbet for de danske dommere op at stå, inden det går løs til næste sommer, og så er det jo altid interessant at se, hvad man løber ind i rundt omkring i andre ligaer. Hvor jeg er kommet frem de seneste måneder, har jeg mødt to meget udbredte opfattelser omkring VAR. Den ene er, at man bare skal tage en dommer og plante ham foran et TV i en vogn, så skal det hele nok gå, og den anden er, at med VAR er alle menneskers lykke gjort, og vi vil altid få 100 % retfærdighed. Det er aldrig sjovt at skulle være den, der punkterer folks drømme, men jeg bliver nødt til det i dette tilfælde, for ingen af de to forestillinger er bare i nærheden af virkeligheden.

For at tage uddannelsen først: det er et ekstremt kompliceret forløb, hvor hver enkelt dommer, der skal fungere som VAR-dommer eller assisterende VAR-dommer, skal gennemgå et voldsomt træningsforløb i mange faser, beskrevet ned til mindste detalje, før man kan blive certificeret. Og certificeringen sker ikke bare herhjemme med et klap på skulderen og ønsket om held og lykke, men centralt fra IFAB / FIFA i Schweiz. Ligesom man har internationale standarder for mållinjeteknologi, elektroniske sladrehanke på spillerne osv., har man det også for alt, hvad der har med VAR at gøre. Helt ned til en årlig test på samtlige stadioner omkring kameraplacering, en test for de enkelte tekniske leverandører omkring f.eks. offsidelinje-teknologi osv. Så det er i den grad ikke for små børn.

Tilsvarende er det en total illusion at tro, at man undgår tvivlsomme dommerkendelser, når først man har fået VAR inden for døren. VAR skal tage sig af de klare og åbenlyse dommerfejl, som ellers ville ramme overskrifterne dagen efter. Det er ikke formålet med VAR at dømme hele kampen en ekstra gang. Så hvis man har en dommerkendelse inde i det grå område – for fodboldloven er stadig en rammelov, hvor det som beskrevet sidste fredag er den enkelte dommers skøn i den enkelte kamp, der er afgørende – vil VAR ikke gå ind og blande sig. Det vil VAR derimod, hvis der foreligger en dommerkendelse, som er åbenlyst hvid, hvor den burde have været sort, eller omvendt. Så selv efter indførelsen af VAR vil der være masser af muligheder for diskussion rundt omkring i de små hjem. Nogle har ment, at nu forsvandt en del af charmen ved hele fodboldspillet, fordi man ikke længere kunne diskutere dommerkendelser – fokus kommer bare til at rykke sig, så man i fremtiden vil kunne diskutere, hvorfor VAR ikke blandede sig osv.

Jeg skal nok på denne plads komme tilbage til praktikaliteterne, når vi nærmer os næste sommer – både omkring kravene til dommerne, deres uddannelse, hvad VAR egentlig kan og navnlig ikke kan osv. Der vil blive rig lejlighed til det, og faktisk har vi en kommunikationsopgave ud over det sædvanlige, fordi det bliver en helt anden måde at skulle se fodbold på. Denne klumme kunne godt risikere at blive en lille brik i hele det kommunikationsspil. Men meget mere om det senere – foreløbig kan vi læne os tilbage og se, hvordan det går i andre lande, der har indført VAR på et eller andet niveau.

Det har været et helt fast mønster for stort set alle lande, der har indført VAR, at man det første år har en hel del undertiden ganske voldsomme indkøringsproblemer. Dels selvfølgelig omkring opfattelsen af, hvornår en situation er så betydende, at VAR skal gribe ind. Hvad er en klar og åbenlys dommerfejl ? Men også, fordi der sker ting, som ingen havde regnet med eller kunne forestille sig. Jeg husker f.eks. en situation fra den tyske Bundesliga sidste år, hvor der kommer en VAR-situation lige før pausen, spillerne går af en eller anden grund i omklædningsrummet, mens dommeren genser situationen – og så må de allesammen tilbage på banen igen. Uanset at dommeren havde bedt dem blive i første omgang, bliver det samlede kunstneriske indtryk ikke imponerende. Eller situationen fra første sæson i den italienske Serie A, hvor der foregår noget, som kunne ligne et straffespark. Det dyrker VAR-dommeren for at kunne vende tilbage til dommeren ved næste spilstop – men næste spilstop er desværre, da bolden ligger i målet i den anden ende. Det er alle skrækscenariers moder – specielt da det viser sig, at der faktisk var straffespark i første omgang, så målet skal annulleres, og vi skal have et straffespark i den anden ende.

Men lige så karakteristisk som det har været, at det første år giver en god del bump på vejen, er det heldigvis, at anden sæson kører væsentlig mere fornuftigt og uden de helt store vilde problemer. Bevares, der kan være uenigheder, men generelt accepteres VAR-kendelser faktisk fint af spillerne. Nå, men alt det har vi til gode – sæsonen 2020 / 2021 bliver på mange måder en spændende én herhjemme og én, der kræver en god del folkeoplysning, hvis man skal dømme efter erfaringerne fra vores udenlandske kolleger, som vi læner os pænt op ad. Faktisk byder den kommende weekend på en sviptur til to lande, Schweiz og Holland, for at udveksle erfaringer. Ligaerne er nogenlunde sammenlignelige, også i størrelse, og de to lande er lige nogle mulehår foran, hvad VAR angår, så det er den helt store notesblok, der er med i bagagen.

Alt dette for at føre hen til weekendens store opgør i England mellem Manchester United og Liverpool, hvor VAR kom i centrum. Og uanset hyl, skrig og kommentarer udefra faktisk i det store og hele for det gode. Det starter med Rashfords mål til 1-0 til United, som kommer efter en mand til mand-duel oppe midt på banen, hvor en Liverpool-spiller går omkuld, og hvor man med de briller på mægtig gerne havde set et frispark. Som neutralt set på TV er det en 50-50-duel, og at der ikke dømmes noget, er i hvert fald ikke en klar og åbenlys dommerfejl, når man sammenholder med linjen i kampen i øvrigt. Vi er i det grå område, men den rygende pistol mangler, så scoringen får korrekt lov til at stå, også selv om det er en del af VAR-konceptet, at man checker opspilsfasen til en scoring for at checke, om der er røget noget mellem stolene.

Næste step er Manes formodede udligning for Liverpool. Her viser VAR til gengæld, da scoringen reviewes, med stor tydelighed, at Mane har hånden på bolden og umiddelbart efter kan sparke bolden i mål. En af de nye regelændringer i år var netop, at man ikke vil have hænderne til at spille en rolle i en scoring, så forsætligt eller ej skal der dømmes frispark til United.

For at det ikke skal være løgn, havde vi i kampen mellem Tottenham og Watford ved Dele Allis udligning en situation, der gav et af af de tekniske koks, som må være enhver producers mareridt: at storskærmen viser VAR-review – og konklusionen ‘no goal’. Alt imens dommeren dømmer det mål, der rent faktisk er. Tja – jeg tror ikke, at nogen på banen var i tvivl, for dommer Kavanagh viste klart og tydeligt mod midten, og godt nok har Hawk-eye som teknisk leverandør bebudet en større undersøgelse af, hvordan det dog kunne ske, men jeg tror simpelthen, at det er en menneskelig fejl. Disse meddelelser, der skal vises på storskærmen, er forud programmeret på storskærmsoperatørens PC, så mit bedste bud er, at operatøren i farten simpelthen har tastet 1 i stedet for 2 (eller hvad det nu kan være).

Så måske har vi nu fået tilføjet endnu et lag til de menneskelige fejl, der kan være omkring en fodboldkamp, og som man alt efter temperament kan se som charmerende eller dødirriterende. Man kan diskutere dommerens indsats, VAR-dommerens indsats – og måske nu også operatørens indsats. Fagre nye tekniske verden – men vi kommer til at vænne os til det. I Danmark fra sommeren 2020.