09. Dec Carlsen’s kvarter: VAR sat på spidsen

Jeg tilbragte nogle dage i sidste uge i det høje nord hos Rosenborg til deres sidste hjemmekamp i Europa League-gruppespillet. Det var LASK Linz, der var på besøg, og mens Rosenborg forlængst har udspillet sin rolle, kunne LASK med en sejr sikre sig videre kvalifikation, hvis alt flaskede sig. Den kamp havde nogle udfordringer i sig selv – det blev ikke særlig god fodbold, men det var såmænd ikke, fordi spillerne ikke ville eller kunne, men let frost og lidt snedrys fra tid til anden – af og til temmelig kraftigt – gjorde betingelserne meget svære. Så jeg var forhindret i at følge med i rundens store Champions League-gyser, nemlig opgøret mellem Real Madrid og Paris St. Germain.

Det kan godt være, at jeg ikke fik fulgt kampen live, men jeg kunne da se på min indbakke, at det var der en god del andre, der havde – og når vi så fik en på alle måder yderst tricky VAR-kendelse, der gik Madrids vej, skal jeg love for, at det fik gang i tastaturerne rundt omkring i de små hjem. Så den slipper vi ikke for at dissekere i detaljer, også fordi VAR jo om godt et halvt år rammer os allesammen i Superliga-regi. Der kører lige nu et ualmindelig hidsigt træningsforløb for de dommere, som vi skal have i spil i VAR-vognen herhjemme – rent faktisk startede det for det godt en måned siden og bliver ved hen over hele foråret – så vi kan lige så godt analysere problemerne, efterhånden som de opstår, for vi kommer med statsgaranti til at opleve en tilsvarende bølge herhjemme fra juli og frem. Kommunikations- og formidlingsopgaven her bliver på ingen måde for små børn, for der hersker desværre stadig en lang række misopfattelser af, hvad VAR kan og navnlig ikke kan. Det er ikke bare et spørgsmål om at sætte en dommer foran en TV-skærm, og så er alt godt – og det er heller ikke sådan, at VAR vil eliminere alle fejlkendelser eller tvivlsomme episoder. Vi skal også nok få rigeligt at snakke om over skrivebordene mandag morgen til næste år, bare rolig. Og det er trods alt også en stor del af charmen ved spillet – hvorfor i alverden scorede angriberen dog ikke dér, hvordan kunne målmanden droppe den bold, og hvordan kunne dommeren overse det straffespark ?

Nå, men den helt kontroversielle situation i Real Madrid – PSG var selvfølgelig det, der skete mod slutningen af 1. halvleg. Icardi bliver sendt afsted med en lang pasning og bliver fældet af Courtois lige omkring straffesparksfeltets grænse. Dommer Dias spiller ud med et direkte frispark uden for feltet og en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed – DOGSO blandt venner (det er også lettere at skrive). Så nu er der hele to ting, som pr. definition altid vil blive checket af VAR-dommerne, uanset hvad. Nemlig et eventuelt straffespark – og et rødt kort. Det er simpelthen en del af VAR-protokollen, at det skal checkes helt automatisk, ligesom også spørgsmålet om scoring / ikke-scoring (det kunne være en mulig offside, det kunne være et spørgsmål om, hvorvidt bolden havde krydset linjen eller ej).

Men det, som VAR også checker, når vi har disse situationer, er den såkaldte APP (Attacking Possession Phase). Er der sket en klar og tydelig dommerfejl i opspillet til situationen, som gør, at vi aldrig nogensinde skulle være nået frem til en vurdering om straffespark eller rødt kort ? VAR-dommerne har her helt klart været på overarbejde. Dels skal de vurdere, om forseelsen sker inden for eller uden for feltet. Dels skal de vurdere, om situationen i sig selv udgør en DOGSO, så vi skal have gang i et rødt kort (og som et yderligere raffinement: hvis situationen er inden for feltet, og målmanden forsøger at spille bolden, er kortet jo kun gult). Og så skal de lige checke opspillet også.

Vi starter bagfra. Er kontakten mellem Courtois og Icardi inde i feltet eller udenfor ? Det ser – i hvert fald på de vinkler, som jeg har kunnet grave frem – ud til at være nærmest på stregen, men i hvert fald mere inde eller ude. Så nu står vi på papiret med et straffespark. Derefter skal der tænkes i kortfarve. Først og fremmest: er der en DOGSO ? Der er den sædvanlige stak kriterier, som skal i spil: afstanden til målet, spilretningen, sandsynligheden for at bevare eller opnå kontrol over bolden – og endelig modspillernes antal og placering. Og på bundlinjen: hvad ville der være sket, hvis Courtois nu ikke havde lagt Icardi ned ? Afstanden til målet, kontrollen over bolden og de fraværende forsvarere er OK – hvad med spilretningen ? Det kan i den grad diskuteres. Icardi er godt på vej ud i siden (det er ikke bare en snæver runding af målmanden), men jeg vil efter at have set den nogle gange godt købe den som en berøven, selv om den på ingen måde er glasklar. Havde jeg været på stadion, ville det have været en klassisk ‘support the referee’-afgørelse, så åbent er det. Dermed hedder det rødt kort, hvis vi er uden for feltet, og gult, hvis vi er indenfor (jfr. rabatordningen, hvor man får kredit for at forsøge at spille bolden).

Men så er der lige det her med Attacking Possession Phase – man skal have undersøgt opspillet til målet. Er der en forseelse af angriberne her, som burde gøre, at vi ville være stoppet, hvis det ikke havde været for en klar og tydelig dommerfejl ? Der er et rimelig stort puf oppe på midten, som fører til, at Paris erobrer bolden og kan sende den frem mod Icardi. Men er det tilstrækkeligt ? Det er uhyggelig svært at vurdere, når man ikke har hele kampen på nethinden, men med mit kendskab til Champions League-niveau for kropskontakter ville jeg føle, at denne afgjort er i den tyndere ende. Men det er så, hvad det er- noget af det allersværeste ved VAR er at afgøre niveauet for, hvornår man skal gribe ind udefra. Hvad er en klar og tydelig dommerfejl ? Eller er man i vognen bare professionelt uenig og hælder til 60-40 den ene vej, hvor dommeren valgte 60-40 den anden vej ? Hvis det sidste er tilfældet, skal VAR-dommeren holde sig langt, langt væk fra at gribe ind. Mantraet er ‘klar og tydelig dommerfejl’.

Hvorom alting er, mener VAR-teamet, at her er der noget, som dommer Dias i hvert fald lige skal gense, før han træffer sin endelige beslutning. Derfor bliver det til et ‘onfield review’, hvor dommeren kigger på skærmen. Og så tager vi lige endnu én af de hyppige misopfattelser: VAR-dommeren afgør ikke noget som helst (medmindre vi taler om rent faktuelle ting, som hvis en spiller er i offside-position eller ej, eller en bold er ude / inde eller ej). Dommeren træffer den første beslutning på banen i spillets naturlige forløb, han kan få et hint fra VAR-dommeren om, at han måske burde se noget igen (og han kan med fuld ret sige nej, selv om det nok vil være sjældent, for det er trods alt jævnbyrdige kolleger, der sidder derude), men i sidste ende er det også dommeren på banen, der træffer den endelige beslutning. Så dommeren tager den første beslutning – og han tager også den sidste.

I vores situation ender det så med, at Dias ræsonnerer, at der foreligger en klar og tydelig dommerfejl i form af det puf, som han havde overset – og dermed er både en eventuel straffesparkssituation og et eventuelt rødt kort for DOGSO spolet tilbage. For der burde være dømt frispark oppe på midten.

Det interessante er så, at hvis Courtois ikke bare havde været i DOGSO-afdelingen, men havde sparket Icardi midt over, så vi talte om spil, som i alvorlig grad er utilladeligt eller måske endda voldsom adfærd (slag, spark, biden, spytten osv.), ville det røde kort stadig have stået ved magt -men igangsættelsen have været med frisparket oppe på midten. Men fordi der er en forseelse først, som burde være dømt, burde DOGSO aldrig være blevet aktuel.

Jeg tror virkelig ikke, at jeg kunnet have konstruere en så kompleks situation inde i hovedet, om jeg så var blevet bedt om det. Og var den dukket op til en teoriprøve, ville folk have kigget på mig og overvejet, om jeg havde spist en stor portion af noget, som jeg ikke kunne tåle. Men det er altså også realiteterne ved VAR, når man kommer helt ud i krogene, og der kommer en kombination af mange elementer, som tilfældet er her.

Jeg kan sagtens forstå, at folk sidder og klør sig i stakken, for VAR betyder altså, at man skal have et helt andet tankesæt med i bagagen. Vi skal nok få muntre tider til sommer og fremefter. Men frem for alt er det vigtigt at huske på – inden man begynder at sende de højlydt tikkende pakker et eller andet sted hen – at VAR-dommerne altså ikke træffer afgørelser i skønssituationer som denne. De placerer bare alle argumenter, facts og TV-vinkler foran dommeren, og så er det stadig ham, der afgør, ganske ligesom i gamle dage.