Man kan selvfølgelig ikke undvære dommerne i et temanummer, som handler om det årti, som rinder ud om et øjeblik – slet ikke, når man tænker på, hvor mange ord og meter spalteplads, der bruges på dem i det daglige. Så meget mere passende er det, fordi 2010’erne uden tvivl er det årti, der har været mest revolutionerende for dommergerningen overhovedet.
Teknologien bød på headset-kommunikation, mållinjeteknologi og senest VAR. De har alle deres fordele og ulemper, men de første to er jo efterhånden blevet en så integreret del af fodboldspillet, at ingen kunne drømme om at sætte spørgsmålstegn ved dem – til trods for, at der også her var en del bump på vejen. VAR er stadig på begynderstadiet og kæmper en hård kamp for at blive generelt accepteret, men jeg er ikke i tvivl om, at det samme kommer til at ske her, når først alle begynderfejlene er luset af.
Man havde længe haft bip-linjedommerflagene, hvor man ved et tryk på en knap aktiverer en modtager på dommerens krop. Det var noget af en revolution, da de kom og erstattede de linjedommerflag af diverse tilvirkninger, som ellers florerede. Jeg erindrer med glæde de flag, som jeg selv svingede på diverse københavnske baneanlæg i 70’erne og 80’erne – nærmest at sammenligne med fastelavnskøller med flag på. Man var godt træt i armen bagefter. Til gengæld havde de den fordel, at hvis tilskuerne stod lige tæt nok på sidelinjen, kunne man bare føre armen helt igennem en enkelt gang ved en retningsmarkering ved indkast – så havde man fået arbejdsro de næste minutter. Men headset-kommunikationen mellem dommer, linjedommer og senere også 4. dommer (og endnu senere VAR), hvor der kommunikeres på en lukket frekvens, var første gang, hvor teknologien for alvor holdt sit indtog.
Første gang, de blev anvendt, var ved VM i Tyskland i 2006, men det, som gør årtiet relevant, er, at Superligaen kom med på vognen i foråret 2010. Faktisk var det min gode kollega i DBUs dommergruppe, Claus Bo Larsen, der havde fornøjelsen af at fløjte den første superligakamp med headset. Danmark var et af de sidste europæiske lande, der indførte headset på øverste niveau – sådan noget er jo ikke helt billigt i drift – men siden har man ikke set sig tilbage. I 2014 kom 1. division med, og i 2019 blev det så 2. divisions tur sammen med det øverste niveau på kvindesiden. Headset-kommunikation kan jo lyde ret uskyldigt, men der er faktisk et par faldgruber. I et par europæiske lande er man ofte nødt til at skifte frekvens, fordi den normale sendefrekvens er optaget til andet sikkerhedsmæssigt formål, men det plejer at lykkes. Den store fare ved headset er, at det kan gøre dommerteamet mentalt dovne, så man glemmer de gamle dyder: øjenkontakt, øjenkontakt og atter øjenkontakt. Midt i årtiet var jeg sendt ud til en europæisk kamp (sted, navne og nationaliteter er underordnet), hvor det var helt oplagt for mig, at samarbejdet i teamet skred hastigt ned ad bakke efter de første 20 minutter. Det måtte vi naturligvis tale om bagefter, og det viste sig, at deres headset havde sat ud i løbet af 1. halvleg – og i 2. halvleg var det så batterierne i bip-flagene, der opgav ånden. SÅ nu var man henvist til de gode gamle dage – og det anede de simpelthen ikke, hvordan de skulle håndtere. Jeg har siden hen ofte brugt det som skrækeksempel: stol aldrig alene på teknologien og hav altid en Plan B.
Mållinjeteknologi, hvor dommerens ur bipper, hvis nogle sensorer omkring målet viser, at en bold har passeret mållinjen, er noget mere avanceret. Og der var en ganske lang forsøgsperiode, før FIFA var parat til at søsætte det i december 2012 ved VM for klubhold. Nogle af de første forsøg (ved FIFA-ungdomsslutrunder) var ganske groteske, fordi udstyret ikke var kalibreret ordentligt, så uret bippede i tide og utide, bare bolden nærmede sig målet. En enkelt kamp i forsøgsperioden endte helt korrekt 0-0, men havde man stolet på bip-lydene alene, skulle resultatet have været 5-3… Men det lykkedes at få justeret tingene, så FIFA kunne søsætte mållinjeteknologien ved VM i 2014. Heller ikke helt uden problemer, men det skyldtes nok mere den programmeringsmæssige side af displayet på stadion. I kampen mellem Frankrig og Honduras opstod der inden for få sekunder to ekstremt tætte situationer, hvor teknologien kom i anvendelse. Ved den første var bolden ikke i mål, men det var den ved den anden. Med det resultat, at dommeren korrekt fløjtede for mål, tro mod sit bip på uret, mens der på lystavlen stadig stod ‘No goal’ fra den første situation. I en årrække var det sådan, at FIFA gik ind for mållinjeteknologien, mens UEFA foretrak de to ekstra mållinjedommere. UEFA havde selvfølgelig ret i, at de to herrer kunne meget mere end bare at konstatere, om bolden var inde eller ej – men med indførelsen af VAR kommer vi også til at lægge de to mållinjedommere i graven. Men de har ikke levet forgæves, for de var et ekstremt vigtigt skridt på vejen mod den endelige løsning (selv om mange troede, at de ikke lavede noget som helst – men de gjorde de i den grad, bare diskret via headset-kommunikationen). UEFA indførte teknologien i udvalgte kampe i 2016, og nu ligger den også på f.eks. gruppekampe i Europa League, som jeg mødte det for et par uger siden. Det er dog et transportabelt setup fra kamp til kamp.
Mållinjeteknologi er hundedyr – vi taler om et beløb i omegnen af en million kroner pr. stadion – og det er selvfølgelig op til en ren cost/benefit-analyse, som det hedder på nydansk, om man vil ofre de penge på at få dømt relativt få situationer korrekt. Vi husker alle 1966-målet (eller har i hvert fald hørt om det), men ellers går der jo år imellem, at en virkelig kontroversiel sag rammer overskrifterne. Jeg har oplevet meget og også måttet æde meget i mig igen, men jeg har simpelthen ikke fantasi til at se det på dansk jord. Tænk som nyoprykket superligaklub at investere millionen og så rykke ned igen året efter… Og blot for en ordens skyld: FIFA har ganske høje certificeringskrav til en målteknologi-løsning med autoriserede leverandører osv., så skulle man få lyse tanker, kan man ikke bare lave en cykelsmeds-løsning med et par kameraer og en chip.
Og så er der naturligvis VAR som seneste skud på stammen – og uden tvivl det mest revolutionerende af dem alle. Der har været talt om det længe, og det har været et langstrakt forløb med en forsvarlig forsøgsperiode. I november 2015 var IFAB blevet så tilpas overbevist, at man ville anbefale forsøg, og umiddelbart derefter begyndte man uformelle snakke med forbund, der kunne være interesserede. I marts 2016 og et par måneder frem fik man beskrevet rammerne for eksperimentet, og så foregik der ellers forsøg, både i nationale ligaer og FIFA-ungdomsturneringer frem til 2018, hvor VAR blev skrevet ind i lovbogen som en mulighed. VM i Rusland 2018 var syreprøven – og det gik faktisk væsentlig bedre, end jeg havde frygtet. Dommerne til VM havde nemlig haft meget få internationale turneringer at kunne forberede sig i. Man kunne være uenig i enkelte afgørelser, men der var ingen åbenlyse katastrofer. UEFA fulgte trop kort efter, og til næste sæson er der VAR allerede i de sidste playoff-kampe til Champions League.
Som tidligere beskrevet her halser vi i øjeblikket afsted herhjemme for at blive klar til at kunne indføre VAR i Superligaen i juli 2020. Det er et ekstremt komprimeret og omfattende træningsforløb, hvor hver eneste deltager skal certificeres af IFAB for at checke, at vedkommende opfylder ikke bare de formelle kriterier, men også de praktiske kompetencer. Det kræver, at man gennemfører en minutiøst planlagt rækkefølge af uddannelsestrin, og der gives ingen genveje.
Interessant nok er Danmark på dette område blevet ‘first mover’ i Norden, men det er tydeligt, at mange mindre lande prøver at springe på VAR-toget allerede nu. Jeg var til et VAR-kursus i Qatar i april, og dér var de andre europæiske deltagere fra Slovakiet, Østrig, Grækenland, Cypern, Tyrkiet, Georgien, Malta og Azerbadjan.
Det har været helt karakteristisk, at alle lande, der har indført VAR, har haft problemer det første år med nogle kontroversielle situationer. Lige nu gentager mønsteret sig i Premier League. Men fra andet år går det straks bedre. Der er lærepenge at betale, og man kan ikke forberede sig på alt. Det vil være utopi at tro, at Danmark skulle kunne bryde det mønster (men det ville da være herligt, hvis vi kunne, og vi prøver i den grad), så man skal ikke forvente lutter roser og lavendel, når vi når ind i 2020. Men vi gør i hvert fald vores bedste. VAR vil helt sikkert med mellemrum blive et tema i denne klumme hen over foråret – for vi tilstræber så stor åbenhed som muligt omkring den danske proces.
Hermed slut på 2010’erne – og dermed også de bedste ønsker om et godt nytår til alle læsere og på gensyn i det næste årti.