2. April – Inde eller ude

Foråret synes at være over os – og dermed også de skæve helligdage. Hvoraf følger forkortede deadlines. Derfor sidder jeg her tirsdag middag og skriver på den artikel, som du sidder med i hænderne langfredag. Det betyder så også, at den tredie VM-kvalifikationsrunde i dette ekstremt kompakte forløb ikke kommer med i spil i denne omgang. Men sker der noget ud over det sædvanlige, skal jeg selvfølgelig nok få samlet det op efterfølgende.

Med et så presset program med en mængde VM-kvalifikationskampe på meget kort tid, skulle man tro, at der ville dukke nogle spændende situationer op, men de har faktisk været en mangelvare. Det er jo i princippet glædeligt, for det betyder, at dommerne ikke har stjålet fokus – men for en klummeskribent er det paradoksalt nok noget skrammel. Så det ene øje smiler, og det andet græder. Derfor bliver denne uges klumme sådan lidt ‘bits and pieces’ – og så lige en enkelt situation fra kvalifikationskampen mellem Serbien og Portugal (så helt problemløst var det trods alt ikke).

At der er VM-kampe helt frem til påske gør også, at påskeprogrammet i de øverste divisioner herhjemme bliver knap så presset som det plejer at være – typisk har påsken afviklet to runder. Det betyder så, at fruens to do-liste er kommet længere frem i køen, nu hvor jeg ikke bare skal styrte rundt til fodbold. Det tygger jeg stadig på, og det vil nok kræve en del snilde at slippe helt fri. Faktisk skulle jeg have været til en kamp i Slovakiet, men dels er smittetallene dernede ikke opmuntrende, dels ville jeg ved hjemkomst ryge i et sted mellem seks og ti dages selvisolation – hvilket ville dække hele påsken, og det duer heller ikke i et forløb, hvor vi arbejder på at få implementeret VAR. Det kunne FIFA heldigvis godt forstå (eftersom det også er i deres interesse, at VAR kommer til at fungere). Men det var lidt med blødende hjerte, eftersom Slovakiet var et af de ret få UEFA-lande, som jeg endnu ikke havde kunnet sætte flueben ved. Men der kommer altid en fodboldkamp til…

Hvis vi starter med Serbien og Portugal, er det selvfølgelig Portugals måske-scoring og Cristiano Ronaldos efterfølgende reaktion, der har trukket overskrifterne. Hvis vi tager måske-scoringen først, er det også min mavefornemmelse, at den bold lige har sluppet stregen, da den bliver clearet af en serbisk forsvarer. Men vi har ikke den kameravinkel, der viser det 100 % sikkert, og lige akkurat det dér med ude / inde er vanvittig svært, når man ikke har et kamera direkte på linjen. I og med at linjen er en flad sag, og at fodbolden er rund, kan det snyde noget så læsterligt, fordi hele bolden jo skal have passeret hele linjen. Det betyder, at man sagtens kan se klar luft mellem linje og bold forneden, mens der stadig mangler en my eller to, før bolden har sluppet foroven. Det samme gør sig selvfølgelig gældende ved f.eks. noget så uskyldigt som et indkast, hvor bænkene ellers ofte fra en position flere meter bag linjen mener, at de har et bedre udsigtspunkt end den linjedommer, der er på selve linjen.     

Nogle har så rejst spørgsmålet, hvorfor man hverken har VAR eller målteknologi i disse VM-kvalifikationskampe. Det ville ellers – i hvert fald for målteknologiens vedkommende – kunne afgøre, om dette var en dreng eller pige. Det er et rigtig godt spørgsmål, og det kan synes ulogisk, men mit kvalificerede gæt er, at man ønsker ens forhold i samtlige kvalifikationskampe, uanset om de så finder sted i Danmark eller Polynesien.  FIFA har trods alt 209 medlemslande (flere end FN), og det ville være en gigantisk udskrivning at sikre teknologiske løsninger i samtlige kampe. I disse Covid-19 tider er der også en god del logistiske problemer. Så må man leve med, at der smutter et eller andet fra tid til anden – og der er sikkert sket værre ting end dette ude i periferien, uden at vi nogensinde har hørt om det.  I det aktuelle tilfælde kan man i hvert fald konstatere, at det var én af Europas absolutte topdommere, der var på kampen – og at linjedommeren mirakuløst nok nåede ned på linjen, men til gengæld jo var i bevægelse, hvilket aldrig er det bedste udgangspunkt for at kunne vurdere en så tæt situation. Landstræner Santos er citeret for, at bolden var en halv meter inde – overdrivelse fremmer forståelsen, men dér er vi overhovedet ikke henne, og dommerne har efterfølgende beklaget. Det kan være, at de har kunnet finde vinkler, som ikke kom ud til os andre.

Men så var der lige Ronaldos reaktion, da ‘målet’ fire minutter inde i overtiden ikke blev anerkendt. Nu har han jo aldrig været kendt for små armbevægelser, men hans gestikuleren over for linjedommeren, efter at han var kommet busende derud, indbragte ham en helt fortjent advarsel. Faktisk syntes han nærmest at balancere på kanten af en udvisning allerede her. Det er den evige sondring mellem fodboldlovens ‘ved ord eller handling protesterer’ (advarsel) og ‘bruger fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’ (udvisning). Men advarslen er fin nok. Ganske få sekunder efter bliver kampen fløjtet af, men umiddelbart før kaster Ronaldo anførerbindet fra sig i vrede og styrter ud af banen uden at sige tak til hverken den ene eller anden.

En læser har spurgt, om dette ikke kvalificerede til en advarsel nr. 2. I teorien kunne man godt kalde det for usportslig opførsel – men i praksis nej. Der er flere faktorer, der gør sig gældende her. For det første sker det umiddelbart efter, og blodtrykket er stadig højt, så der må gives en vis margin. For det andet står der jo ingen steder skrevet, at man absolut skal sige tak for kampen til de øvrige implicerede. For det tredie har dommerne med en så kontroversiel situation kort før slut uden tvivl rigeligt med at sikre sig, at spillerne ved slutfløjt ikke river ørerne af hinanden, så en protest går nok under radaren. Og for det fjerde skal et gult kort nummer to være ét, som alle kan se, og som er indiskutabelt (UEFA taler om ‘clear from the moon’ – mindre kan nok gøre det, men princippet er sundt nok). Så jeg synes faktisk, at det er helt fint, at dommerne ikke gør mere ud af Ronaldos raseriudbrud. Teknisk set kunne man også give ham advarsel nr. 2 for at forlade banen uden dommerens tilladelse, men det ville nok bare være benzin på bålet. Så kan der komme discplinærinstanser indover og gøre noget efterfølgende, alt afhængig af, hvad den delegerede på kampen måtte have indberettet, men det er en helt anden historie.   

Ellers har vi i en række kampe set den nye trend med, at forsvarerne ved et frispark uden for feltet lægger en spiller ned bag forsvarsmuren, således at han kan parere, hvis muren hopper, så bolden går under muren. Man kan mene, at det er mere cirkus end fodbold – man kan også mene, at det er en taktisk finesse. Som altid, når der pludselig kommer noget nyt dumpende ned fra himlen, har vi spurgt IFAB, om dette er ovre i kategorien for usportslig opførsel, eller om det er OK. Og svaret var – i øvrigt ganske som forventet – at det er inden for lovens rammer. Problemet er selvfølgelig, at spilleren skal have armene helt inde til kroppen, for ellers risikerer han at ryge i den fælde, at han gør sig unaturligt bred. Det vil sige, at han i praksis nok skal lægge sig med ryggen til muren, så der ikke kommer en uhensigtsmæssig refleks med armene, som også vil være strafbar.

Lad mig runde af med at ønske alle læsere her en rigtig glædelig påske. Vi mangler stadig at få tilskuere på stadion, men så må vi klare os med TV – og jeg har også noteret mig, at flere klubber har fået den geniale idé at sælge billetter som støtte, vel vidende, at man ikke kan komme på stadion. Disse urolige tider har på mange måder lært os at tænke anderledes. Vi har også afviklet online-dommergrundkurser og sågar online-dommereksamen, hvilket i mit eget pastorat København har givet over 200 nye dommere, og der har været tilsvarende tiltag i flere andre landsdele.

Nyd påsken, nyd det spirende forår – og nyd solsorten, også selv om han sidder og brøler klokken fem om morgenen.