Jeg har før brugt billedet med ketchupflasken, hvor man kan ryste og ryste uden resultat, og så pludselig…  Sådan en runde havde vi i den forgangne weekend med massevis af situationer, der kunne være til diskussion, både med og uden VAR. Så er det selvfølgelig skæbnens ironi, at jeg ikke har fået set særlig meget af det, fordi jeg i embeds medfør var placeret til andre kampe. Fredag til den nok mest begivenhedsløse kamp i runden, Lyngby – OB, lørdag til en 1. divisionskamp, hvor der om muligt skete endnu mindre – og så var der lige en dommereksamen søndag med knap 40 aspiranter (her dog sammen med tre kolleger yderligere). Så der bliver noget at indhente, men jeg skal nok i den kommende tid prøve at få samlet op på det væsentligste af det, som der er kød på – medmindre det bliver overhalet indenom.

Til overflod er jeg forhåbentlig, når dette læses, på vej hjem fra en Europa League-kamp i Prag (af alle steder i disse urolige tider), så det bliver en klumme med lidt reduceret længde denne gang, da der er en god del forberedelse til sådan en kamp incl. diverse papirer til flyselskaber, lufthavne osv. på grund af de restriktioner, som lige nu besværliggør livet for os allesammen. Jeg brokker mig nu ikke – i hvert fald ikke lige over det – for jeg har stadig tillid til, at de mennesker, der har forstand på de dele, gør det rigtige for os allesammen, uanset hvor hamrende irriterende det er, og hvilke økonomiske konsekvenser, der måtte lure.  

Men jeg fik da kastet nogle blikke på AGF og FC København søndag aften, og det var vel heller ikke så dårligt et valg. Begge hold virkede, som om de var blevet fodret med råt kød blandet med steroider, og resultatet var da også 12 gule kort, heraf 2 x 2 til samme spiller, vekslet til rødt. Statistikere kan uden tvivl gennemskue, om dette er danmarksrekord for Superligaen – jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart huske noget tilsvarende på disse breddegrader (der er VM-kampe o.l., der har kunnet lege godt med, hvis vi går uden for landets grænser). Men det var et klassisk tilfælde af den magtkamp, som man kan fornemme foregår mellem spillere og dommer. Hvem giver sig først – holder spillerne op med at lave forseelserne, eller holder dommeren op med at give kort ?  Her skete så ingen af delene, så vi kørte på de høje nagler helt til slutningen. Forhåbentlig sætter alle parter, både spillere og dommer, sig ned bagefter og analyserer, hvad der egentlig gik galt her – for det er jo ikke det, som en fodboldkamp skal handle om. Men det var forrygende at se på og klart sjovere, end hvis man selv havde stået midt i balladen.

En anden ting, som man kan tage med fra den kamp, er, at der er en grund til, at en advarsel hedder det, som den gør. Det er et faresignal til spilleren om, at nu skal han altså ikke lave mere af denne slags. Mange tror, at snoren er længere frem til advarsel nr. 2, end den er til nr. 1. Principielt er snorene lige lange, men selvfølgelig vil man gerne have, at den anden advarsel skal virke logisk, fordi den har så store konsekvenser. UEFA taler om, at den skal være ‘clear from the moon’. Og det var de begge to. Der er ingen tvivl om, at Viktor Fischer med en tredobbelt Neymar overspiller kontakten fra Nicolai Poulsen ved den 2. advarsel – omvendt er der heller ingen tvivl om, at Poulsen kommer ind med fuldt skrald, spiller bolden, men fører benet igennem til en ret høj kontakt på Fischer. Det samme gør gældende ved Mikkel Kaufmann og for den sags skyld Sigurd Rosted i Brøndby – Midtjylland om lørdagen. Har man en advarsel, skal man bare lade være med at give dommeren muligheden for at komme op med den anden advarsel. Det er altsammen meget let at sige herhjemme fra skrivebordsstolen og kan slet ikke sammenlignes med situationen, hvor man er midt i det hele, adrenalinet pumper, og pulsen er i det mørkerøde felt. Pointen er bare, at det er svært at bebrejde dommeren det bagefter, når man selv ved sin spillefacon har stukket hovedet ind i løkken.

En anden situation fra Brøndby – Midtjylland har trukket en del omtale, nemlig den, hvor Andreas Maxsø efter Midtjyllands sejrsmål i tillægstiden spurter op til dommeren, griber fat i ham med begge hænder og på det nærmeste puffer ham tre skridt baglæns, indtil dommeren får fodfæste igen. Skal vi ikke bare slå fast (som Maxsø også selv gjorde bagefter), at han er ekstremt heldig ved at slippe med gult her. Alene spurten 10 meter frem for at protestere og gestikulere er til gult – selv før vi kommer til kontakten.

Det med kontakten er interessant i sig selv, for det står ingen steder beskrevet specifikt i fodboldloven, at man ikke må røre ved dommeren. Men der er til gengæld hele to generelle udvisnings-forseelser, som man kan hænge kontakten op på – ‘voldsom adfærd’ og ‘fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn’. ‘Sprog’ inkluderer også kropssprog. Og selve kontakten skal selvfølgelig være det, som man kunne kalde en aggressiv berøring (det koster ikke en udvisning at prikke dommeren forsigtigt på skulderen og spørge , hvor lang tid der er igen) – men Maxsø bonner ud på alle aggressive parametre (dér var den med adrenalinet igen). Og hvorfor slipper han så med gult ?  Mit bedste bud er, at dommeren simpelthen bliver totalt overrumplet – jeg mindes ikke at have set noget tilsvarende på dansk grund, i hvert fald ikke på dette niveau. Vi skal vel tilbage til 1970’erne, hvor en målmand i irritation tyrede en bold efter dommeren…   Og så er der en advarselsforseelse, der hedder ‘ved ord eller handling protesterer’ – det må være den, der ender med at være nødudgangen. Men jeg vil ikke anbefale ungdomsspillere, der også har set fodbold lørdag aften, at tro, at dette er et eksempel til efterfølgelse. De slipper næppe så billigt.

Et par læsere har gjort mig opmærksom på en situation fra lørdagens kamp mellem Manchester United og Chelsea, hvor Chelsea tilsynelandende blev snydt for et klart straffespark, da Maguire nærmest tog et fribrydningsgreb på Azpilicueta, så han aldrig nåede frem til bolden. Og hvorfor greb VAR så ikke ind ?  Det interessante er, at denne type holde-forseelser faktisk er blevet mere sjældne i de lande, som har indført VAR, fordi spillerne ved, at de altid kan blive fanget bagefter. Men den trend er åbenbart ikke nået over på øerne endnu. En læser var også så elskværdig at forsyne mig med et link til en udtalelse fra en tidligere FIFA-dommer i England, som mente, at VAR simpelthen checkede og affærdigede situationen for hurtigt, fordi bolden stadig var i spil. Ingen tvivl om, at VAR-dommerne i England er under et specielt pres, fordi man ikke vil have for meget spildtid. Det var også grunden til, at man mod alle regler og regulativer i sidste sæson lod VAR-dommeren tage afgørelsen og bare kommunikere den til dommeren. Men det duer jo bare ikke, for VAR skal tage den tid, der skal til, for at man kan få den rigtige afgørelse, så en klar og åbenlys dommerfejl (som dette er, selv om dommeren er lovlig undskyldt på grund af sin placering) bliver fanget. Ofte vil man kunne forsinke genoptagelsen af spillet ved næste igangsættelse, men hvis bolden forbliver i spil, er princippet, at dommeren skal standse spillet, når det er på et nogenlunde neutralt område, og give VAR tid til at se på tingene. Det var for eksempel det, der skete, da Midtjylland fik et nyt forsøg på deres straffespark mod Slavia Prag.  I parentes bemærket kan jeg nævne, at der jo som tidligere skrevet var vild uenighed mellem læserne, om det var rimeligt eller ej – men UEFA har faktisk i deres seneste retningsgivende clips, som sendes til alle dommere og observatører, rost teamworket og sagt, at sådan et straffespark SKAL tages om.

Men der er pres på VAR-dommerne, og lige akkurat det med tidsfaktoren og et for hurtigt check så vi også herhjemme i første runde i kampen mellem Brøndby og Nordsjælland, hvor en meget parallel holde-situation i feltet røg igennem filteret. Og presset herhjemme er nok for intet at regne mod presset i England, også fordi sæsonen dér er kommet lidt haltende igang. Herhjemme har VAR trods alt foreløbig reddet flere ting – senest straffesparket i AGF – FCK – end det har smidt på gulvet. Men sæsonen er ung endnu, og vi har stadig paraderne oppe og er forberedt på lidt af hvert.