bundlinjen. Nu om stunder har man headset på de højeste niveauer og linjedommerflag med bip, der aktiverer en sensor på dommeren, men teknikken kan svigte, og så er den gode gamle øjenkontakt essentiel.

Og til sidst er der det diffuse begreb personlighed.  Hvordan virker dommeren på banen ?  Er han for dominerende eller eftergivende, formår han at vise sig frem på en måde, så spillerne har en naturlig respekt for ham ? Kan han løbes om hjørner med eller påvirkes – er hans reaktioner logiske og forudsigelige ?

Når man har vurderet kampen med alle disse ting, giver det en sammenhængende beskrivelse af præstationen, og så suppleres den med op til tre fastholdelsespunkter, hvor dommeren har gjort et særlig godt indtryk, og som han bare skal blive ved med – og op til tre udviklingspunkter, som dommeren med fordel kan arbejde med. Som man kan se, er fokus på udvikling snarere end egentlig bedømmelse (selv om der kommer en karakter)– der er alligevel ikke nogen, der kan ændre på de fejl, der er blevet begået, så nu er kunsten at undgå at komme i en situation, hvor de sker igen.

Der er naturligvis de klare potentielt kampafgørende fejl, som nødig skulle ske igen. Men man kan nok godt sige, at de fleste værdsætter den dommer, som dømmer på et stabilt højt niveau, og som så en sjælden gang løber ind i en af de klare dommerfejl, som rammer overskrifterne. Hellere ham end den dommer, som hver gang har nogle mindre ting, der giver ham problemer, og som trækker præstationen nedefter.