Carlsen’s kvarter: Down Memory Lane.

Sidste uges tema, med både mulig offside og muligt straffespark  i spil i hele to situationer i slutfasen mellem Liverpool og Tottenham, har fulgt mig  gennem den forløbne uge.  Jeg havde  stor fornøjelse af at have de to klip med til en teoriaften med knap 140 københavnske breddedommere forrige onsdag. Dels er det i sig selv sjældent at få serveret to så komplekse og aktuelle situationer på et sølvfad, dels er det – når situationerne er så tricky, som de er – et meget godt pejlemærke for mig til at få en idé om, hvilke spørgsmål, der kan tænkes at komme forbi. Teoriaftenen lå nemlig, efter at jeg havde indsendt sidste uges klumme, men før den var blevet trykt. Helt som forventet viste situationerne at dele forsamlingen i nogenlunde lige store bidder på spørgsmålet først om offside eller ej, dernæst om straffespark, film eller ingenting. Hvilket bare bekræfter, at situationerne virkelig var i den grå afdeling (og også en bekræftelse på, at VAR såmænd ikke havde hjulpet så meget, eller i hvert fald været svært afhængig af, hvem der nu sad bag skærmen). Jeg forsøger mig igen i næste uge, hvor der er et nyt hold på godt 70 dommere, der skal have samme tur. Selv om nyhedens interesse selvfølgelig er forduftet, og der i mellemtiden nok er kommet andre situationer til, som har overhalet, er der rigeligt med diskussionsstof.

En rar læser har også sendt en mail til Tipsbladet med et link til et hollandsk dommerforum, som gik i dybden med offside-delen af den første situation, og det holdt jeg meget af, også fordi argumentationen for, hvorfor der ikke kunne være offside, nærmest ord til andet var den, som jeg selv anlagde. Fodbolddommere og klummeskribenter om lovstof kan være ganske ensomme mennesker, så det er altid rart at finde meningsfæller (selv om det at blive udfordret på argumenterne kan være mindst lige så spændende).      

Ellers sendte sidste uges udgave af Tipsbladet mig på en god lang tur ned ad nostalgiens brede landevej. Det skete, da jeg læste den faste retro-artikel, hvor man citerer fra en artikel fra for 25 år siden. Denne gang var det under overskriften ‘Når regelbogen skrives om’, og det var fuldstændig som at blive 25 år yngre (hvem vil ikke gerne være det) og blive sat tilbage til 1993. Temaet var, at FIFA nu endelig var ved at bevæge sig væk fra det konservative forhold til reglerne og forsøge med noget nyt. Man havde lige fået indførelsen af tilbagespilsreglen, hvor målmanden nu ikke længere måtte røre en bold med hænderne, som forsætligt var spillet til ham af en medspiller (efter min mening den mest revolutionerende og mest underholdningsvenlige regel, man overhovedet har fundet på de seneste 50 år), og så kom man også lige rundt om offside-reglen, som også for nyligt var blevet ændret, så man ikke længere var offside, hvis man var på linje med næstsidste modspiller – plus at man bagte op til en ændring af reglerne om forlænget spilletid, således at kampen var afgjort ved første scoring her, i stedet for at man fortsatte. Det var den regel, som blev indført under titlen ‘golden goal’ (det lyder også bedre end ‘sudden death’, som har været praktiseret i andre sportsgrene, selv om substansen er den samme).  

Reglen blev aldrig den store forkromede succes, og jeg tror, at dommerne drog et lettelsens suk, da den forsvandt igen. Det var et umanerlig stort pres, der blev lagt på blot en enkelt kendelse, som kunne afgøre det hele, og samtidig fik det spillerne til at forsøge at filme endnu mere i felterne, end de gjorde i forvejen. Men i sidste ende var det nok sikkerhedsaspektet, der gjorde, at man gik bort fra reglen igen. Med så mange tilskuere samlet var det simpelthen ikke godt for trusselsbilledet, at man aldrig vidste nøjagtigt, hvornår en kamp sluttede – om det var efter ét minut af den forlængede spilletid, eller om vi skulle have hele udtrækket med straffesparkskonkurrence.  Man gjorde et lidt halvhjertet forsøg på at moderere til, at man efter en scoring dog spillede den halvleg af den forlængede spilletid færdig, som man var i gang med, for at se, om der kom en udligning (så hed projektet ‘silver goal’), men det slog heller aldrig an, og så var man igen tilbage til det kendte stof med en fuld forlænget spilletid med skyldig hensyntagen til udebanemål og eventuel straffesparkskonkurrence.

Retro-artiklen tillagde den daværende generalsekretær i FIFA, en vis Joseph Blatter, hovedæren for, at  der nu skete noget på regelfronten. Det er nok ikke hele sandheden, men ingen tvivl om, at Blatter havde det med at være yderst impulsiv og besad en formidabel evne til at tale i overskrifter, når han fik en god idé affødt af noget, der var sket på banen. Og pressen var på den anden side heller ikke sene til at få bragt ytringerne frem på en prominent plads. Vi var aldrig specielt trygge, når der havde været en kontroversiel situation i en stor international kamp, for så vidste vi, at der meget vel kunne komme et skud fra hoften fra Zürich. Det kunne så endda være, hvad det være ville, for der er en helt fast procedure for, hvordan regelændringer foretages, og her har FIFA trods alt kun halvdelen af stemmerne – men problemet var, at en god del dommere på lavere niveau havde det med at tage det for gode varer, hvad de lige havde læst i en overskrift (uden at nå derned i artiklen, hvor der stod, at det var et forslag), og så havde vi meget hurtigt balladen.

Indsparket, som artiklen også nævnte, og som skulle afprøves ved U/17-VM og måske videreføres til VM i USA i 1994, var helt klart en Blatter-idé. Og egentlig lyder det jo også som en indlysende idé, for hvorfor skal hænderne lige have en fremtrædende rolle, når bolden skal sættes i spil fra en sidelinje, når det dog ellers er fødderne, som vi spiller med ? Blatter var gæst på vores danske elitedommerkursus det år, og her havde jeg lejlighed til at spørge ham om lidt detaljer i forbindelse med indsparket. F.eks. var det jo ikke uvæsentligt at vide, om man skulle kunne score direkte på et indspark, når man nu ikke kan det på et indkast – og hvad med afstandsreglen: skulle den så være 9,15 meter som ved et frispark, eller skulle den bare være, så sparket kunne udføres uhindret (dengang havde man ikke nogen formel afstandsregel for modspillerne ved indkast i modsætning til de to meter, der er nu). Men jeg fandt hurtigt ud af, at så dybt stak tankerne ikke – den slags havde han folk til at finde ud af, når først frøet var sået.  I det virkelige liv viste indspark sig ved afprøvningen at blive en dundrende fiasko. Tanken var naturligvis at få nogle hurtigere og mere levende igangsættelser, hvor bolden kunne komme hurtigre og længere ind i straffesparksfelterne og give nogle farlige situationer – men i realiteten skete der det, at modspillerne overførte alle de taktiske hundekunster, som man nu har for at forhale et hurtigt frispark med muropstilling osv., til indsparket, så resultatet blev, at alting gik langsommere, og der kom endnu mere spildtid. Jeg tvivler meget på, at nogen tør foreslå indførelsen af indsparket igen inden for de første mange år.

Til gengæld har igangsættelsen fra sidelinjen i form af indkast jo gennem årene fremelsket en helt ny type fodboldspiller, som er i stand til at kaste bolden derind, hvor det for alvor kan blive farligt, og det er blevet et vigtigt taktisk element, som giver tætte og intense situationer. Når bolden altså først er kommet i spil. For mens dette var forsiden af medaljen, er bagsiden, at der går umanerlig lang tid med igangsættelsen nu, hvor indkastspecialisten først skal hentes fra det sted på banen, hvor han befinder sig. Så skal bolden tørres godt og grundigt af i trøjen eller et forhåndenværende håndklæde, dernæst skal der tages omhyggeligt sigte – og så kan der snildt være gået op mod et minut eller mere, før vi kommer i gang igen. Endnu længere, hvis det pågældende hold er foran. Jeg har også set de langsomme indkast anvendt med en mistænkelig undertone af, at nu skulle modspillernes rytme slås i stykker gennem  ekstra tidsforbrug.

På min personlige ønskeseddel til lovændringer står der en eller anden tidsgrænse for, hvor lang tid, der må gå fra et indkast er tilkendt, til bolden bliver sat i spil. Overskrides den, går indkastet til det modsatte hold – ganske som ved alle andre overtrædelser af indkastets udførelse. Men det bliver nok ikke lige med det første, selv om jeg prøver at markedsføre det, hvor jeg kommer frem – og selv om jeg ved, at jeg langtfra er den eneste i fodboldverdenen, der kan blive grænseløst irriteret over, hvor meget god fodboldtid, der bliver spildt ved indkast.  Gad vide, hvordan man om 25 år vil se på de store regelændinger, som vi har mødt de seneste to år.